“One small step for mankind, one giant leap for me”
Jeg kan gå (med krykker). Det er et stort skridt. For mig. Jeg stråler af begejstring, glæde og optimisme. Men samtidig lurer uvisheden om, hvad fremtiden bringer. Tør jeg være for optimistisk?
Den 3. februar brækkede jeg anklen (3 steder) og blev opereret (med 2 skinner og 12 skruer). Jeg er løber, og derfor vil jeg fortælle min historie om vejen fra krykker til løbesko. Dette er andet blogindlæg i serien. Jeg håber, at min rejse kan inspirere andre i samme situation.
Den nye fod i løbesko
Det er nu 3 uger siden, at den grønne gips er kommet af. I stedet har jeg fået en stor hævet, stiv og næsten urokkelig fod. Min første udfordring var at få kæmpet den ned i skoen. Den kom i. Jeg var på benene. Stærk hjulpet af mine to følgesvende, krykkerne. De første skridt var hårde. Det gik langsomt. Og på grund af fodens stivhed var det svært at få et naturligt gang-flow. Men hurtigt fandt jeg rytmen. Forblændet af optimisme, glemte jeg alt om smerter i foden. Jeg kunne gå (med hjælp fra krykker) igen!
Wiggle your big toe
Min første gåtur op på 4. sal krævede en god portion viljestyrke og udholdenhed, da sveden piblede ned fra panden og pulsen hamrede af sted. Havde jeg lige løbet et maraton? Det føles i hvert fald sådan. Jeg fik kæmpet mig op i sofaen, og i et forsøg på at bevæge tæerne refererer Mads til scenen i Kill Bill, hvor Uma Thurman – sammenlignet med min vej til sofaen – får slæbt sig ind i en bil og forsøger ihærdigt at bevæge sin storetå – efter 4 år i koma. “Wiggle your big toe”, siger hun til sig selv. Efter adskillige gentagelser lykkes det. Tåen bevæger sig. 13 timer efter stiger hun ud af bilen og går på begge fødder. Sådan noget sker vist kun på film. Jeg trådte i hvert fald – desværre – ikke ud af sofaen og bare sådan lige gik. På den anden side, så sad jeg der heller ikke i 13 timer. Måske er det et forsøg værd for at lykkes?
Krydsende fingre
Som dagene skrider frem har jeg fået mere og mere bevægelighed i fod og ankel. Jeg kan mærke at der langsomt sker fremskridt – målt i millimeter. Men indrømmet. Det er ikke en dans på røde roser. Der er hårde dage. Rigtig hårde dage. Det er svært at beskrive den konstante følelse i foden. Det kan beskrives på smertetærsklen mellem ømhed og kronisk smerte. Indimellem giver jeg mig selv ro og får lagt benet op – over hjertehøjde. Men da smerterne i foden opstår under og efter genoptræning, så jeg kan ikke se nogen anden udveje end at bide dem i mig for, at kunne opnå fremskridt. Foden er stadig meget hævet – her efter 3 uger – hvilket nok også gør det udfordrende at genfinde bevægeligheden.
Der er dage, hvor genoptræningen består af; gå (med krykker) til og fra bussen eller togstationen til og fra arbejde (hvor jeg får gået op til 3 km. på én dag) suppleret med en masse træningsøvelser i løbet af dagen. Og så er der dage, hvor jeg godt kan give den en ekstra skalle og supplere med genoptræningsøvelser om aftenen. Det handler om at finde balancen mellem at knokle på med træning og at give kroppen ro til at restituere. Det er en svær balancegang. Det gør ondt, dunker og hæver i foden, når jeg træner. Men det er gennem træningen at jeg bliver bedre gående. Og så er der de urolige nætter. Foden brokker sig, og jeg har svært ved at finde plads i min fod.
Hvornår stopper alt dette tumult?
Tålmodigheden er min ven?
Jeg har aldrig været særlig tålmodig anlagt, når det gælder genoptræning af (løbe)skader. Men under dette genoptræningsforløb har jeg virkelig lært, at vende utålmodigheden til noget positivt for, at komme godt igennem forløbet og i sidste ende kunne lykkes med optimal heling af bruddet. Der er ingen vej uden om. Tålmodigheden må blive min ven. For jeg har brug for den.
Udover de fysiske smerter i foden, så havde jeg ikke i den vildeste fantasi troet, at det psykisk – til tider – skulle være ligeså hårdt. Gøre ligeså ondt. Jeg er træt af at være afhængige af andre, at ting tager meget længere tid og at jeg ikke kan gøre alt det som jeg plejer. Men optimismen og smilet lever forsat! Og som symbol på Fugl Føniks har jeg fået rejst mig – så det skal nok lykkes at kunne gå, løbe, cykle, klatre og alt det andet sjove.
Genoptræningsøvelser – styrke, smidighed og balance
Siden gipsen er kommet af har jeg arbejdet med nedenstående genoptræningsøvelser. Jeg har fået tilknyttet to fysioterapeuter – via min sundhedsforsikring og gennem det offentlige – så jeg er sikker på, at jeg er i de bedste hænder. Derudover forsøger jeg at gå så meget, som jeg nu kan – selvom det kan tage lang tid (forleden dag tog det 40 min. at gå 1, 4 km). Derudover er flysokker blevet en fast beklædningsdel for at – forhåbentlig – mindske hævelsen.
Læg eller sid ned. Tag et halstørklæde eller elastik som hjælp til at strække læggen og anklen. Denne kan også kombineres med traditionel udstræk af læggen ved at læne sig op ad en væg med hænderne placeret i skulderhøjde. Bøj let i det forreste knæ. Hold ryggen ret. Stræk det bageste ben og pres hælen i jorden.
Sid på en stol og bevæg foden langsomt frem og tilbage.
Fødderne placeres i skulderbrede. Armene frem. Og sænk langsomt bagdelen bagud, som om du skal til at sætte dig på en stol. Kom hurtigt op igen og stræk benene.
Stå på begge ben og skift balancen på henholdsvis højre og venstre fod. Denne kan også kombineres med forsøg på at stå på et ben – altså det ben med den dårlige fod.
Læg eller sid ned. Bevæg foden langsomt frem og tilbage.
Jeg sidder lige nu tilbage med spørgsmål såsom; hvornår kommer jeg til at gå uden krykker? Hvor meget bevægelighed får jeg i foden senere hen? Måske jeg er blevet lidt klogere, når jeg igen sætter mig ved tasterne.
Løbehilsner Camilla
Du kan læse 1. del af blog-serien her.
3. del kan du læse her.
4. del kan du læse her.
5. del kan du læse her.
6. del kan du læse her.
7. del kan du læse her.
8. del kan du læse her.