Camilla Bergmann_fra krykker til løbeskov_en skades værste fjende er håbet

Fra krykker til løbesko – del 1: En skades værste fjende er håbet

“Why do we fall? So we can learn to pick ourselves up” (Batman Begins)

Jeg faldt. Det har givet ar på kroppen. Ar på sjælen. På en ganske almindelig cykeltur i det københavnske byliv – en lørdag i februar – skete der en ulykke, som resulterede i en brækket ankel. Jeg er løber, og derfor vil jeg fortælle min historie om vejen fra krykker til løbesko. Jeg søgte selv, at høre om andre løbers erfaringer og oplevelser med et lignende brud, operation og forløb. Derfor håber jeg, at denne blog-serie kan inspirere andre i samme situation.  

Tre brud og en operation

Det står allerede klart for lægen i akutmodtagelsen. Foden hang ned langs siden. Anklen var brækket – hele tre steder. Jeg fik et chok. Dernæst sagde lægen: foden skal opereres for at det bliver godt. For at du kan gå på foden igen.

Åh, nej var min første tanke. Og så fik tårerne frit løb. Sygeplejersker og lægen trøstede mig venligt med, at jeg var i trygge hænder og de ville give mig den bedste behandling. Jeg trøstede dem med, at det var jeg ikke i tvivl om. Det er uvisheden om, hvad fremtiden vil bringe der satte gang i tårekanalerne. Hvordan bliver bevægeligheden i fod og ankel? Kommer jeg til at kunne løbe på ujævnt underlag igen?  

Foden blev – med meget smerte – rykket på plads og allerede næste dag (heldigvis) lå jeg på operationsbordet. Fuld bedøvet. Klar til at blive sat sammen med skinner og skruer.

Camilla Bergmann_brækket ankel_løber
Det er ikke så lidt, som jeg budt velkommen i min krop.

Håbets farve

Gipsen er valgt i grøn – håbets farve. For der er brug for en masse håb. Krydsende fingre. For at alt bliver godt igen. Sammen med en tilhørende sandal og to krykker, kan jeg humpe lidt rundt. Inden jeg blev udskrevet fra hospitalet blev jeg tjekket ud af en fysioterapeut.

Træning op og ned ad hospitalsgangen og trapper. Så jeg kan møve mig op på 4. sal derhjemme. Det kræver tilvænning, at gå med krykker. Men øvelse gør mester. Jeg må gerne vippe og støtte på foden, når jeg går, som egentlig virker meget naturligt med sandalen. Derudover kan jeg vippe med tæerne og læggen for, at få lidt bevægelighed ned til ankel og fod. Når jeg mærker urolighed i foden, så lægger jeg benet op.

camilla bergmann-brækket ankel-grøn gips

De efterfølgende 8-9 dage – efter operationen – var præget af mange smerter. Og meget søvn. Smerter fra operationen og følelsen af at have “noget” i foden, som skulle finde sig tilrette var ikke rart. Nærmest en ulækker tanke. Smerterne aftog løbende og morfin-piller blev mindre og mindre en del af den daglige kost.

Nu 2 uger efter uheldet har jeg ganske få smerter. Vænnet mig til en tilværelse med meget lav aktivitet, men forsøger at “gå” lidt rundt i lejligheden – af ren rastløshed over ikke at kunne løbe/cykle.  

Om 2 1/2 uge kan jeg sige farvel til den grønne gips. Og derefter kommer en lang og sej genoptræningsperiode. Satser selv på, at det tager ca. 12 uger før, at jeg fuldt ud kan gå, løbe, springe, hoppe, cykle. Jeg spurgte både fysioterapeuten og lægen om, hvordan det fremover vil være at spæne af sted i skoven på ujævnt underlag. Jeg fik ikke et helt så klart svar. Det afhænger af, hvordan helingsprocessen og genoptræningen bliver. Måske tør de ikke love for meget?   Når jeg igen sætter mig ved tastaturet – med 2. del af blog-serien – er gipsen sikkert kommet af, de små første skridt er taget og genoptræningen er netop skudt i gang.  

Løbe-hilsner Camilla

Efterskrift: Jeg har været indlagt i tre dage på Hvidovre Hospital. Alle – læger, sygeplejersker, operatører osv. – har været enormt venlige og søde, samt givet en god behandling – lige fra jeg kom med ambulancen til jeg blev udskrevet.     


Du kan læse 2. del af blog-serien her.

3. del kan du læse her.

4. del kan du læse her.

5. del kan du læse her.

6. del kan du læse her.

7. del kan du læse her.

8. del kan du læse her.

9. del kan du læse her.

10. del kan du læse her.