Jeg er sprunget et par levels tilbage. Det er op på (jern-)hesten. Igen!
Jeg var tilbage på krykker. Heldigvis kun for en kort stund. Jeg havde glemt hvor besværligt og upraktisk det er. Hvor hjælpeløs man egentlig er. Det er svært at bære på ting. Det er hårdt i armene. Og ting tager rigtig laaang tid. Jeg kæmpede hårdt på, at kunne smide krykkerne – så hurtigt som muligt.
2 uger efter operationen kunne jeg heldigvis gå mine første små skridt – uden krykker. Det var den dejligste følelse. Jeg var fri. Igen. Og denne gang var friheds-følelsen endnu stærkere – uden skinne, skruer og tråd i foden. Jeg tog mig selv i, at være helt betaget af, at jeg nu kunne mærke mine knogler ved anklen igen.
Den 3. februar 2018 brækkede jeg anklen (3 steder) og blev opereret (med 2 skinner og 14 skruer). Jeg er løber, og derfor vil jeg fortælle min historie om vejen fra krykker til løbesko. Dette er ottende blogindlæg i serien. Jeg håber, at min rejse kan inspirere andre i samme situation.
Genkendelige genoptræningsøvelser – styrke, smidighed og balance
Nu er genoptræningen i fuld gang. Igen. Jeg har allerede været hos min fysioterapeut et par gange, og øvelserne er genkendelige fra sidst, da jeg trænede op efter at have fået fjernet gipsen. Det fede er dog, at denne gang kan jeg mærke fremgang meget hurtigere. Det er enormt motiverende at kunne se fremskridt fra den ene dag til den anden.
Sidst var det virkelig svært for mig at mærke og se forskel – jeg synes ærlig talt, at det gik alt for langsomt, og det havde jeg svært ved. Jeg skulle virkelig finde tålmodigheden frem. Det skal jeg også denne gang. Har abstinenser for at komme i løbeskoene. Men denne her gang er det nemmere for mig, at se en ende på det. Jeg ved, hvad der skal til for at kunne løbe og jeg kender genoptræningsforløbet. Og vigtigst af alt, så ved jeg, at jeg nok skal komme til at løbe igen – meget snart (krydsende fingre).
Min fod er stadig betydelig større end den raske. Det kommer den måske altid til at være, da jeg stadig har 1 skinne og 2 skruer siddende i foden. Min fod er stadig blå, og på siden af foden er den også stadig følelsesløs. Om jeg får følingen tilbage dér, det ved jeg ikke. Derudover er kompressionssokker – igen – blevet en fast beklædningsdel for (forhåbentlig) at mindske hævelsen i foden, da den stadig er hævet under knysterne.
Lige nu kæmper jeg mig igennem disse 7 genoptræningsøvelser:
Tilbage i vandreskoene og op på jern-hesten. Igen.
Nu, en måned efter operationen, forsøger jeg, at gå og køre MTB så meget jeg kan.
Det er virkelig et privilegie at kunne gå. Forleden dag gik jeg 25 km. Sjælsø Rundt.
Jeg var meget træt i foden efterfølgende. Jeg har fået go’ for, at jeg godt må være øm i foden, bare den efter et par timer eller næste dag er god igen. Det er en svær balance, som jeg prøver at mestre. Selvom foden er øm og hæver op efter længere ture, så kan jeg godt mærke, at restitutionstiden er meget kortere denne her gang. Det er motiverende.
Håber at jeg snart kan løbe igen!
Løbe-hilsner Camilla
Alle sokkerne, som jeg har på i dette indlæg, er sponseret af Danish Endurance. Sætninger, ord, vendinger og tanker er rent og skær mine egne.
Du kan læse 1. del af blog-serien her.
2. del kan du læse her.
3. del kan du læse her.
4. del kan du læse her.
5. del kan du læse her.
6. del kan du læse her.
7. del kan du læse her.
9. del kan du læse her.
10. del kan du læse her.