Tid er en mærkelig størrelse. Det er 12 uger siden at jeg brækkede anklen. Tiden går både hurtigt. Og langsomt. Hurtigt – når jeg kigger på hele det forløb som jeg har været igennem, alle oplevelserne, fremskridtene og indtrykkene. Langsomt – når jeg ser på, at jeg ikke er kommet længere i forhold til, hvad jeg havde forventet.
Den 3. februar brækkede jeg anklen (3 steder) og blev opereret (med 2 skinner og 12 skruer). Jeg er løber, og derfor vil jeg fortælle min historie om vejen fra krykker til løbesko. Dette er tredje blogindlæg i serien. Jeg håber, at min rejse kan inspirere andre i samme situation.
Mine første (mærkbare) fremskridt
Alt er lidt ligesom at starte forfra. Lære mig selv og min krop at kende gennem min første gåtur; indendørs, udenfor på asfalt, i skoven på store stier, på små skovstier, ad korte ture, på lidt længere ture. Heldigvis som så meget andet man starter ud med for første gang, så kan jeg mærke fremskridt og fremgang. Det kan ses – med en lup.
Som det gamle ordsprog siger, “man skal kravle, før man kan gå”, så er jeg i den grad ved at lære (mig selv) før jeg kan gå skridtet videre. Jeg bevæger mig i et hamsterhjul. Hvor jeg i min genoptræningsproces igen og igen bliver klogere på mig selv og min krop. Får jeg en dag trænet for meget bliver foden øm, træt, varm og hæver op. Og natten bliver (næsten) det sande mareridt. Har jeg trænet passende en dag, så mærker jeg efter, og give den (måske) en ekstra tørn dagen efter. Og sådan fortsætter det igen og igen. Dag efter dag. Uge efter uge.
Mit første orienteringsløb
Mit første orienteringsløb – med krykker – var i Teglstrup Hegn ved Helsingør. Udstyret med kort, kompas (i lommen) og krykker fik jeg gennemført mit første orienteringsløb. 2, 8 km. krykke-gang med et godt solidt greb under foden ad små og store skovstier. Efter 1 time i skoven kunne jeg endelig passere målstregen. Træt og udmattet i min fod. Når foden begynder at hæve op og dunke, så kan jeg mærke, at jeg har givet mig fuldt ud.
Min første gåtur – uden krykker
Det bliver taget som en selvfølge, at kunne gå, når man er født til at gøre det. Jeg kan af gode grunde ikke selv erindre mine (rigtige) første skridt. Men denne gåtur står skarpt i erindringen. Jeg nød den i fulde drag. Det er et privilegie, at kunne sætte den ene fod foran den anden i gang, stå og gå ud af sin seng, slendre af sted, gå fra det ene sted til det andet, gå på opdagelse, gå en tur, gå sin vej. Jeg værdsætter det at kunne gå. Min første gåtur var 1, 3 km. hen til en café i nærheden. Og hjem igen – samme længde. Det virkede nu også som en motivations faktor, at der var en form for “belønning” – bestående af en god brunch. Jeg var træt – mega træt i foden. Foden hæver op, bliver varm og dunker, når den bliver træt. Men jeg var også lidt stolt over, at jeg nu kunne sætte checkmark ved et nyt udviklingsstadie i genoptræningforløbet. Jeg har nu fået gået nogle få ture. Det kan stadig kun tælles på én hånd. 2-3 km. lange ture. Trods ømhed i foden, så er det hele turen værd – hver gang.
Min første holdtræning
For at genvinde balancen, styrken og smidigheden i foden, er jeg startet på et genoptræningshold gennem kommunen, hvor der er en fysioterapeut tilknyttet. Min første træningsdag var ubeskrivelig hård. Foden blev varm og dunkede helt vildt efter træningen. Selv ikke mine morfin-piller hjalp. Derefter fik vi tilpasset træningsmængden og belastningen, så jeg ikke får overtrænet. Det går fremad, men langsomt. Tålmodigheden er virkelig kommet på prøve.
4 eksempler på øvelser, som kan give bevægeligheden tilbage i foden:
Løbehilsner Camilla
Du kan læse 1. del af blog-serien her.
2. del kan du læse her.
4. del kan du læse her.
5. del kan du læse her.
6. del kan du læse her.
7. del kan du læse her.
8. del kan du læse her.
9. del kan du læse her.
10. del kan du læse her.